Historien og de fysiske rammer

Tarup Gl. Præstegårds historie kan føres helt tilbage til 1777, men det var først i 1832, at den blev taget i brug af Pastor Nicolaj Brummer og hans familie. Pastoren var ikke tilfreds med gårdens tilstand og iværksatte et større renoveringsarbejde – ikke bare af gården selv, men også de omkringliggende arealer.

Den sidste præstefamilie flyttede fra gården i 1933, hvorefter den blev overtaget af en velhavende Odensefamilie og atter restaureret. I 1964 udbrændte dele af præstegården som følge af en påsat brand, men frivillige trådte til og den blev genopbygget.

 

Nyere tid

Tarup Gl. Præstegård blev oprindeligt købt i 1966 af Vanføreforeningen og Lungeforeningen Boserup Minde.
Den 01.05.1967 startede stedet op og har gennem årene udviklet sig til det aktivitets- og samværstilbud for senhjerneskadede, som vi kender i dag. 

Tarup Gl. Præstegård er i dag en velholdt fredet 3-længet gård på 623 m² med bindingsværk og stråtag. Hovedbygningen og de tre længer er indrettet med adskillige værksteder og aktivitetsrum. Der er f.eks. mulighed for at arbejde træ, keramik, glas og læder. Og der er lokaler, som indbyder til kreativitet, motion og bevægelse.

I en af længerne ligger handikapcentrets kontor, mens hovedbygningens store rum, som er velegnet til fællesaktiviteter.

Rundt om bygningerne ligger en stor park med terrasser, frugttræer, blomsterbede, drivhus og værksted. Omgivelserne inviterer til afslapning og ro.

Der er gode parkeringsforhold i tilknytning til præstegården.